Hop til hovedindholdet

Medierådets Nytårskur 2022: Hvad koster et gratis spil?


Dato og tid

Torsdag d. 13. januar 2022 kl. 13:15 til 16:15

Tilmeldingsfrist

Mandag d. 10. januar 2022 kl. 20:00

Sted

Online streaming, Link fremsendes, Online streaming
Link fremsendes

Medierådets Nytårskur 2022: Hvad koster et gratis spil?


INVITATION

NYTÅRSKUR 2022: Hvad koster et gratis spil?

Medierådet for Børn og Unge inviterer til nytårskur torsdag den 13. januar 2022 kl. 13:15-17:00 i Cinemateket. Programmet byder på et særligt tema om forretningsmodeller i spil.

Danske børn og unge elsker at game, og mange spiller free-to-play spil. Men er de gratis spil egentlig gratis? Faktisk er de færreste spil gratis, hvilket kan være svært at gennemskue. I nogle spil betaler brugeren med rigtige penge og i andre spil, betaler brugeren med sine data eller sin opmærksomhed. Særligt børn og unge kan have svært ved at gennemskue de typer af forretningsmodeller, der anvendes i gratis spil, og hvilke konsekvenser de kan have.

På Medierådets nytårskur 2022 undersøger vi forretningsmodeller i gratis spil. Vi har inviteret en række forskere og eksperter til at dele den nyeste viden om gaming og gambling, give indsigt i mekanismerne i forretningsmodeller og til at belyse faldgruber og opmærksomhedspunkter, når børn og unge spiller free-to-play spil.

Program

13:15-13:35
Velkomst ved Stine Liv Johansen (moderator), formand for Medierådet for Børn og Unge og lektor, ph.d. ved Aarhus Universitet.

13:35-14:05
Børn og unges forhold til online gaming og gambling. 
VIVE har interviewet 112 børn og unge om deres erfaringer med online gaming og gambling. De fortæller om gaming i et hverdagsperspektiv, hvor gaming fungerer sammen med andre aktiviteter og for hovedpartens vedkommende udgør en central del af deres sociale liv. Med fokus på mikrotransaktioner og loot boxes fremlægger Lars Fynbo, seniorforsker hos VIVE, undersøgelsens resultater og giver et billede af, hvordan online gaming ser ud for børn og unge. 

14:05-14:35
Nye forretningsmodeller inden for gaming. 
Anne Mette Thorhauge, lektor, ph.d., KU, vil dels skitsere den historiske udvikling fra ’boxed content’ over ’subscriptions’ til ’free-to-play’, dels præcisere nogle af de forretningsstrategier sidstnævnte involverer. Dette inkluderer bl.a. forskellige typer af fastholdelsesdesigns og metoder til at øge mængden af mikrotransaktioner, samt fremkomsten af praksisser, der i varierende grad kan sidestilles med decideret gambling. 

14:35-14.45
Kaffepause

14:45-15:15
Adfærdsdesign i computerspil.
Med udgangspunkt i datalogi, psykologi og spildesign undersøger Max Birk, adjunkt ved Eindhoven University of Technology, digitale spils påvirkning af adfærd herunder gængse metoder og modeller til adfærdsdesign i spil, som kan have negativ effekt. Max gennemgår forskellige former for adfærdsdesign såsom ’balancering af algoritmer’ og metoder til at øge tidsforbrug i spil. Til sidst præsenterer Max principper for ansvarligt design og adresserer udfordringerne og mulighederne ved at designe spil med spilletid in mente.

15:15-15:45
Spilapps & datastrømme. 
Mobile apps spiller en stadig større rolle i danske børn og unges hverdag. Det rejser spørgsmål om, hvordan vi forholder os til den massive dataindsamling, der følger med. For hvad er betingelserne for at bruge ’gratis’ apps? Hvilke informationer bliver indsamlet, og hvordan bliver de brugt? Gennem visualiseringer og analyser af en række populære spilapps vil Signe Lai, tenure track adjunkt, KU, og Sofie Flensburg, tenure track adjunkt, KU, kortlægge de forskellige former for data, der indsamles, og de tredjepartsfirmaer, som data potentielt videreformidles til.

15:45-16:15
Paneldebat: Aktuelle problematikker og fremtidige muligheder.
Paneldeltagerne vil give deres perspektiver på de aktuelle forretningsmodeller i spil, og problematikkerne i forhold til børn og unge. Panelet vil også drøfte, hvordan man kan skabe mere gennemsigtige og bæredygtige forretningsmodeller i fremtiden, som tager højde for den unge målgruppe. Stine Liv Johansen modererer debatten. Paneldeltagere:

  • Vernon Jones, head of safety and support hos MovieStarPlanet. MovieStarPlanet har eksisteret siden 2009 og er et socialt spil blandt især de 8-15-årige. Spillet har over 400 mio. registrerede brugere i 16 lande.
  • Anne Brus, postdoc ved Københavns Universitet, har igennem en årrække forsket i børn og unge unges problematiske gaming set ud fra et barndoms- og hverdagslivsperspektiv.
  • Nikolaj Niss Rohde, fuldmægtig, cand.jur., Datatilsynet.



Nytårskuren afholdes på dansk, men Max Birks oplæg vil være engelsk.

___________________________________________________________

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektleder Diana Bjørn Milenkovic på dianam@dfi.dk eller 3374 3479.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >